Amber

Amber bruges om tre forskellige begreber, som ikke bør forveksles. Rav er fossil harpiks, særligt kendt fra smykker. Ambergris er et animalsk materiale fra kaskelottens fordøjelsessystem med sin egen historie i parfumeriet. En amberakkord er derimod en komposition af flere materialer, der tilsammen skaber en bestemt duft. Navnene ligger tæt på hinanden, men er ikke synonymer.

En klassisk, balsamisk amberakkord kan bygges med labdanum, benzoe og vanilje eller vanillin. Materialerne tilfører forskellige former for varme: Labdanum kan give harpiks, læder og tørre, let animalske nuancer, benzoe kan blødgøre overgangen med en mere balsamisk karakter, og vaniljen kan tilføre sødme og en pudret afrunding. Akkorden kan samtidig give kompositionen en mere samlet og vedholdende bund.

Med François Cotys L’Ambre Antique fra 1905 fik amberduften en tydelig plads i moderne parfumeri. Guerlains Shalimar og Chanels Coco er senere eksempler på parfumer med denne varme, balsamiske retning. Betegnelsen blev længe brugt inden for den orientalske duftfamilie og bruges også som navn på en duftfamilie i sig selv.

Naturlig ambergris har en anden karakter. Materialet ændrer sig under ophold i havet og ved påvirkning fra luft og lys, og duften forbindes med marine, animalske og varme nuancer. Vaniljesødme alene beskriver den derfor ikke. Et materiale kan godt være ambergris-lignende uden at ligne en klassisk sød amberakkord. Til parfumeri kan materialet findeles og macereres i alkohol gennem lang tid. Moderne ambergrisnoter kan også bygges med syntetiske materialer som ambroxan.

I parfumeriets duftsprog angiver amber således en retning, ikke en fast opskrift. To baser med samme navn kan have vidt forskellig balance mellem harpiks, sødme, krydderi og træ. Tørdestilleret rav er endnu en særskilt råvare med en røget karakter; det er hverken ambergris eller en klassisk amberakkord. En amberbase er en komposition, ikke en æterisk olie udvundet af rav.