Bibelurt

Bibelurt, også kaldet balsamurt, har været dyrket i klostre og urtehaver og brugt i europæisk madlavning og traditionel urtemedicin. Bladene har blandt andet indgået i udtræk og omslag. Det engelske navn alecost fortæller om bibelurtens anvendelse i brygning. Bladene var blandt de urter, der gav smag til øl, før humle fik den dominerende rolle. De blev tilsat ølurten mod slutningen af brygningen. Øl kunne altså krydres med flere planter end humle.

Også i hjemmet havde bladene en praktisk funktion. Bibelurt blev brugt som duftende strøurt: Bladene blev fordelt på gulvet, hvor de frigav aroma, når man gik hen over dem. Tørrede blade indgik desuden i duftblandinger. Den friske, myntelignende aroma har også givet bladene en plads som krydderi i retter og drikkevarer.

Forbindelsen til bøger er ligeledes konkret. Tidlige amerikanske kolonister brugte de lange blade som bogmærker, hvorfra navnet bible leaf stammer. Historien om, at bladene skulle hjælpe kirkegængere gennem lange prædikener, er derimod folkelig overlevering.

Til trods for duftens myntekarakter er bibelurt ikke en mynte. Den tilhører kurvblomstfamilien og er beslægtet med rejnfan. De små gule blomsterhoveder, som viser sig sent på sæsonen, består af mange tætsiddende blomster. På de unge blade findes en fin, sølvlig behåring, der bliver mindre tydelig, efterhånden som bladene ældes.