Ingefærlilje

Ingefærliljen ser ganske anderledes ud i blomst end som tørret råmateriale til destillation. Hedychium spicatum har høje, bladbærende skud og blomsteraks med hvide blomster og orange partier. Stauden kan blive op til halvanden meter høj og blomstrer under britiske dyrkningsforhold sidst på sommeren og om efteråret. Den trives på en beskyttet plads i halvskygge med fugtig, veldrænet jord. Planten dyrkes altså også i haver, men er trods navnet ikke en lilje i botanisk forstand.

Arten hører hjemme i Asien, herunder Himalaya. På Phulchoki i Nepal er den registreret vildtvoksende i godt 2.000 meters højde. Voksestedet er værd at bemærke: Ingefærlilje kan vokse i bjergterræn, ikke kun i det tropiske lavland, man let forbinder med ingefær og andre krydderier. Det aromatiske rhizom under jorden er desuden en stængel, ikke en egentlig rod.

Der er store aromatiske forskelle mellem arterne i Hedychium-slægten, også når de dyrkes under samme forhold. Blandt ti arter dyrket i et indisk væksthus havde rhizomolien fra H. spicatum et fremtrædende indhold af 1,8-cineol, mens bornylacetat var hovedbestanddelen i olien fra H. greenii.

Behandlingen af råmaterialet har også betydning. Tørring af rhizomer fra Ramgarh i Uttarakhand ændrede både olieudbyttet og forholdet mellem bestanddelene sammenlignet med destillation af frisk materiale. Bl.a. steg andelen af 1,8-cineol i de tørrede prøver.