Laurbær

I Berninis Apollon og Daphne fra 1622–1625 er laurbær selve forvandlingen: Fingrene bliver til blade, fødderne til rødder, og bark omslutter kroppen. Skulpturen på Galleria Borghese er hugget i Carrara-marmor efter Ovids fortælling om Daphne, som forsøger at undslippe Apollon. Bernini brugte gips til midlertidigt at beskytte særligt tynde dele under arbejdet. De fine marmorblade skulle støttes, mens resten af skulpturen blev hugget fri.

Det levende træ har også særlige kendetegn. Laurbær, Laurus nobilis, er normalt tvebo, hvilket betyder, at han- og hunblomster sidder på forskellige planter. De små, lyse blomster kommer om foråret, og hunplanterne kan senere bære mørke, kødfulde stenfrugter. Et træ uden frugter behøver derfor ikke at være ungt eller mistrives; det kan være en hanplante.

Bladene er stedsegrønne, læderagtige og spredtstillede på kvistene. Planten tåler formklipning og bruges derfor til både hække og de opstammede eller kugleklippede planter i formelle haver. Under passende forhold kan den velkendte køkkenurt vokse til et egentligt træ.

Laurbær indgår desuden i navne på andre planter. Kirsebærlaurbær, Prunus laurocerasus, tilhører eksempelvis rosenfamilien og har fået navn efter bladenes lighed med laurbærblade. Dens blade indeholder cyanogene forbindelser og må ikke forveksles med køkkenets laurbær.