Neroli

Pomeranstræet, Citrus × aurantium, også kaldet bitterappelsintræ eller bigaradier, leverer flere aromatiske råvarer. Skallen giver pomeransolie, bladene og kvistene giver petitgrain, og blomsterne kan blive til enten neroli eller orangeblomstabsolut. Neroli fremstilles ved destillation, mens absolutten udvindes med opløsningsmidler og har en dybere, mere fyldig blomsterkarakter.

Navnet neroli forbindes traditionelt med Anna Maria de la Trémoille, prinsessen af Nerola, som i 1600-tallet brugte pomeransblomsternes duft som parfume. Træet kom fra Sydøstasien til Europa og fik en varig plads i Middelhavsområdets haver og parfumeri.

I Nabeul på Tunesiens Cap Bon-halvø bruges pomeransblomster både i parfumeproduktion og i hjemmene. Under forårets blomstring samles de til industrielle destillerier og lokal forarbejdning. Blomstervandet bruges blandt andet i bagværk og drikkevarer og kaldes ofte zahr. Det indgår også i skikke omkring gæstfrihed og bryllupper, så høsten forbinder frugtplantager og sæsonarbejde med køkken og traditioner.

Destillation af blomsterne giver to forskellige aromatiske produkter. Neroli er den æteriske olie, mens orangeblomstvandet er den vandige del. Visse aromatiske molekyler følger især oliefasen, andre findes i vandfasen. Et hydrolat er derfor ikke blot vand tilsat lidt færdig neroli. Sammensætningen kan også variere betydeligt mellem laboratoriefremstillede og kommercielle orangeblomsthydrolater.

Til en lille oliemængde kræves en stor blomsterhøst. I produktionen i Nabeul kan udbyttet være omkring ét kilo neroli pr. ton blomster. Forholdet gør det tydeligt, hvorfor blomstervandet også har betydning for udnyttelsen af råvaren.

Høsten falder typisk i marts og april i området, og blomsterne skal samles og behandles inden for den korte sæson. Aromaen fra destillationerne præger byens forår. Køkkenets orangeblomstvand og parfumørens neroli begynder altså med samme slags friske blomster, men adskilles som forskellige materialer efter destillationen.