Appelsin

I Versailles krævede dyrkning af citrus et omfattende byggeri. Orangeriet blev udvidet under Jules Hardouin-Mansart i 1680'erne og fik et centralt galleri på over 150 meter. Mure på fire til fem meters tykkelse, dobbelte vinduer og en sydvendt placering hjalp med at holde vinterkulden ude, så træerne kunne flyttes ind fra haven, når sommeren var forbi. Samlingen rummede flere slags citrus og andre eksotiske planter.

Appelsindyrkning og olieproduktion er tæt knyttet til blandt andet Brasilien, USA og Italien. Olien bruges i såvel føde- og drikkevarer som parfume, sæbe, kosmetik og duftprodukter til wellness. I en duftkomposition er det især den friske, saftige topnote, der gør appelsin anvendelig.

For appelsinolie er det særligt frugtens skal, der er interessant. Den farvede yderste del, flavedo, indeholder små olieholdige hulrum. Det hvide lag nedenunder hedder albedo og er et andet væv, som bl.a. bruges som kilde til pektin. Saft, skalolie og pektin udvindes dermed fra forskellige dele af frugten. Skallen bruges desuden i marmelade, konfekture og som smagsgiver i madlavning, mens appelsintræets ved også har været anvendt til møbler og dekorative genstande.

Dette har også betydning, når der presses juice. Påvirker presningen samtidig skallen, kan dens aromastoffer komme med over i juicen. I saft fra Valencia-appelsiner er der eksempelvis målt langt mindre linalool, når den farvede yderste skal blev fjernet før presningen.

Aromaen i et glas appelsinjuice stammer derfor ikke nødvendigvis kun fra saftblærerne. Forarbejdningen afgør, hvor meget af skallens indhold der følger med. Ved fremstilling af skalolie udnytter man de samme olieholdige hulrum målrettet, mens frugtkødet kan forarbejdes separat til juice.