Pebermynte

Pebermynte blev dyrket i betydeligt omfang i Mitcham syd for London i begyndelsen af 1800-tallet. I 1805 dyrkede James Moore pebermynte på 150 acres, omtrent 61 hektar. Det var hans største lægeplanteafgrøde og krævede gødning, vedvarende lugning og årlig fornyelse af en del af arealet. En af destillationskedlerne kunne rumme omkring et ton planter. Bag den velkendte myntearoma lå altså et omfattende landbrugsarbejde.

Området producerede både lavendel og pebermynte og leverede plantemateriale til dyrkere i udlandet. Mitcham-navnet levede videre i sortsnavne, selv om Londons omgivelser ændrede sig. ‘Black Mitcham’ har eksempelvis mørkegrønne blade med bronze- eller rødlilla skær, som forklarer noget af farvenavnet.

Pebermynte er botanisk en hybrid mellem vandmynte og grøn mynte. Den formeres gennem udløbere og jordstængler frem for at blive sået fra frø. Udvalgte planter kan således videreføres med samme genetiske udgangspunkt, men klimaet påvirker fortsat olien. Blandt de relevante forhold er dagslængde, fugtighed og nattemperatur.

Aromastofferne dannes og opbevares i små kirtelhår på de overjordiske plantedele. Kirtlerne har gjort pebermynte til en vigtig forsøgsplante inden for terpenforskning, da de kan isoleres. Det giver mulighed for at undersøge duftstoffernes dannelse tæt på det væv, som producerer dem.