Rose Damask

Damaskrosen har længe været brugt til persisk golāb, rosevand. Omkring Qamsar ved Kashan markeres høst og fremstilling som en tilbagevendende begivenhed. Rosevandet bruges i søde retter og drikke og har også haft en religiøs funktion, hvor det blev stænket fra særlige beholdere. Der foregik desuden historisk handel med rosevand fra Jur, det nuværende Firuzabad i Fars. Rosevand var således en selvstændig handelsvare før moderne roseabsolutter.

Selve damaskrosen er opstået ved krydsninger. I fire gamle sorter er der fundet genetiske bidrag fra Rosa moschata, Rosa gallica og Rosa fedtschenkoana samt kloroplast-DNA fra Rosa moschata. Vegetativ formering har været vigtig for at bevare de dyrkede rosers egenskaber.

Rosevand og absolut fremstilles forskelligt. Rosevand er den aromatiske vandfase fra destillation, mens absolutten kræver ekstraktion og efterfølgende rensning. Ved fremstilling af tyrkisk damask-absolut kan første trin være udvinding af concrete med et flygtigt opløsningsmiddel, efterfulgt af raffinering til absolut.

Den ceremonielle brug kan også ses i bevarede genstande. Smithsonian har en indisk beholder til stænkning med rosevand, udført i sølv og guld omkring 1775–1800, dekoreret med påfugle og blomster. Mundingen er formet som en rose, hvis metalblade åbner udad, når beholderen vendes for at stænke vandet. Blomsten er dermed en del af den fungerende mekanisme og ikke blot dekoration.